Ny momsregel kan gøre tv-pakker dyrere fra 1. januar 2025
18. november 2024
Ny momsregel kan gøre tv-pakker dyrere fra 1. januar 2025
En ny momsregel kan medføre prisstigninger på tv-pakker
hos alle tv-udbydere, herunder Glenten, allerede fra årsskiftet.
Skatteminister Rasmus Stoklund har netop fremlagt et lovforslag, der indfører moms på de såkaldte copydanafgifter, som alle tv-udbydere opkræver hos forbrugerne. Hvis lovforslaget vedtages, vil det øge priserne på tv-pakkerne, fordi momsen vil blive viderefaktureret til forbrugerne.
Fra 1. januar 2025 vil copydanafgifterne i tv-pakkerne blive pålagt moms, hvis lovforslaget vedtages. Disse afgifter betales af alle tv-seere gennem deres tv-pakke til Copydan Verdens TV og sikrer betaling til skuespillere, manuskriptforfattere, tilrettelæggere og andre, der bidrager til produktionen af tv-udsendelser.
Lovforslaget skal efter planen behandles første gang i Folketinget den 20. november 2024 og forventes at blive endeligt vedtaget i midten af december 2024.
- Tv-grundpakken: Stigning på ca. 15,75 kr./md.
- Tv-mellempakken: Stigning på ca. 18,25 kr./md.
- Tv-fuldpakken: Stigning på ca. 20,25 kr./md.
Glentens bestyrelse beklager den korte tidshorisont, som Folketinget har givet for at informere og tilpasse sig konsekvenserne af lovforslaget.
Der vil blive opdateret yderligere, når lovforslaget har været til førstebehandling den 20. november 2024.
Det er desuden muligt, at indholdet ændres i løbet af de tre behandlinger i Folketinget.